onsdag den 8. maj 2013

U12a: Knold & Tot i Erritsø (2-3)


Dagens kamp mod Erritsø var en kamp vi havde set frem til. Erritsø har nemlig fået lov til at spille med i den fynske A række og er derfor en spændende ny udfordre til den fynske klike.  Men udflugten til det jyske kunne desværre ikke leve op til forventninger og endte med at blive en træls og kedelig fodboldoplevelse.
Som frygtet startede problemerne allerede på motorvejen, hvor lange køer forsinkede ankomsten til 15 min før kampstart. Men med en lynomklædning og lynopvarmning blev kampen sat i gang med 10 min forsinkelse….. præcis samtidig med at tunge tordenskyer åbnede sluserne.
 Da Erritsø samtidig havde valgt at flytte kampen væk fra deres store anlæg med mange flotte baner og over på skolebanen (knoldet mini 7 mandsbane med flere hulspor)  så var det svære betingelser for vores piger. Den miserable start kulminerede med 2 hurtige scoringer inden for 5 minutter til Erritsø, hvor de effektivt straffede vores opspilsproblemer på den umulige bane.
Dermed var det op ad bakke. Pigerne havde svært ved at kontrollere bolden og banen var for lille til at spille rundt om de hårdtarbejdende Erritsø piger. Resten af kampen blev derfor en rodet affære med mere infight end boldspil. Marienlyst pressede på og skabte mange halve chancer, mens Erritsø spillede deres chance og ofte blot ekspederede bolden ud til indkast eller ud af forsvarszonen. Taktikken lykkedes desværre og Erritsø hev en snæver 3-2 sejr i hus til stor glæde blandt spillere og forældre.
Trænerens refleksioner efter kampen er at det er svært at vurdere kampen og pigernes indsats. Forholdene var simpelthen for atypiske i forhold det vi er vant til. Det vi kan tage med fra kampen, er at vi skal være mere pågående og jagte de løse bolde på modstanderens halvdel. Her kan vi i hvert fald lære lidt er Erritsø pigerne og måske havde været midlet til at vende kampen på en dag hvor lidt lykkedes.
Dagens spillere:
Cecilie, Sarah, Isabell, Amalie, Katrine, Freja, Ida, Anna og Sille
Målscorer: Katrine, Anna

1 kommentar:

  1. Tak for en god kamp!

    Ja, det kunne næsten ikke have startet dårligere for jer, som du skriver. Ja også vejret var med Erritsø, hvor der i starten af kampen var hård medvind.

    Bane og dommer ja, sådan er det jo, det er som det bliver tildelt. Men vil også oplyse klubben, at kommunen skal i gang, banen var ikke for god. Men det er jo ens for begge hold!

    Vi måtte, som du skriver, kæmpe for det, og godt der ikke var 10 minutter mere af kampen, Erritsø pigerne var trætte :-)

    I spillede godt, og vi er meget glade for sejren, samt vi takker for besøget, og ser frem til vi måske en gang igen skal mødes. Under måske lidt bedre omstændigheder.

    Positive fodbold hilsner
    Steffen "træner" Erritsø

    PS. Det er en god blog I har

    SvarSlet