tirsdag den 9. oktober 2012

U12c: Kampen tog en uventet drejning - i sidste øjeblik

Der stod ikke bare almindelig træning på tirsdagens program idag. Nej, idag skulle teorien fra de sidste uger afprøves i praksis. Med andre ord - stod der kamp på programmet. Kamp mod Dalby. Det var vores c-hold, der her sidst på eftermiddagen, fik besøg fra Dalby. En kamp, vi drømte om, vi skulle vinde. Pigerne var klar fra start og lagde et godt pres på gæsterne - som dog alligevel kom først på scoringstavlen, efter bare fem minutter.
Men under et minut senere, på en friløber, fik Alberte sendt et flot langskud afsted fra kanten. Et langskud der efterlod Dalbys målmand total chanceløs. Der stod nu 1-1. Et resultat som kom til at gælde for hele første halvleg og som vidnede om en meget lige kamp, måske med en lille overvægt i vores favør. 
I pausen blev der foretaget et par rotationer, hvor bl.a. Nisha og Solbjørk byttede plads. Begge gjorde fin figur, med hver en halvleg på den centrale midtbane. Det er ikke sidste gang, vi ser de to på den plads. Muligheden for skud ude fra blev også diskuteret i pausen, hvilket resulterede i endnu to flotte langskud (Solbjørk og Nisha), som begge resulterede i scoringer.
Og så har vi fået to nye, gode forsvarsspillere. Vores debuttanter Emma og Sena som ikke var længe om at finde ud af, hvordan det skulle gøres. Godt støttet af den rutinerede Fatma og ikke mindst vores fremragende målmand Freya, som leverede mange flotte redninger igennem kampen. Det meste af anden halvleg var vi foran - vi havde næsten vundet kampen. Hvis heldet havde været med os, kunne Hawraa, med flere friløbere, have sat et punktum for kampen, men Dalby-pigerne ville det anderledes. Efter et par hurtige scoringer i "den forkerte ende" stod der pludselig 3-3, og så ville skæbnen i sidste øjeblik, at Dalby fik scoret deres fjerde mål - og kampen stod ikke til at redde. Eller rettere pointene stod ikke til at redde. Kampen var "vundet" eller i hvert fald havde pigerne bestået deres teoriprøve - i praksis med mange flotte opspil, fint sammenspil og god kampgejst. Alt i alt en meget tilfreds træner - hvortil der blot er at sige. Vi må fortsætte træningen, hvor vi slap piger. På lørdag gælder det pigerne fra Ryslinge. Her satser vi på tre point:-)

Spillere & Facts:
U12c: Marienlyst - Dalby 3-4
Freya, Fatma, Sena, Emma, Nisha, Solbjørk, Alberte, Mathilde og Hawraa.
Målscorer: Alberte, Solbjørk og Nisha.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar