søndag den 23. september 2012

U12a: Højt humør og flot spil i Ullerslev

"Clean sheet"
Trods blandede vejrudsigter så strålede solen om kap med 9 morgenfriske BM piger søndag formiddag i Ullerslev. Pigerne skulle i dagens kamp se om de kunne fortsætte de flotte takter fra torsdagens kamp mod Middelfart, hvor de specielt de første 20 min i 2h viste forrygende godt samspil. Godt samspil kræver som bekendt masser af bevægelse uden bold og det kan nogen gange knibe når det gælder tidlige morgenkampe som i dagens kamp. Men trænerens bekymringer blev hurtigt gjort til skamme. Alle pigerne var kommet tidligt i seng og var super morgenfriske. Det kunne ses allerede under opvarmningen, hvor humøret var højt og motivationen i top. Den gode forberedelse smittede af på kampen. Lige fra kampens start satte BM pigerne sig på spillet. Med god bevægelse og flotte kombinationer skabte BM pigerne mange chancer i åbningsfasen. Men bedst som alle tilskuerne ventede på åbningsscoringen til BM viste Ullerslev tænder. En godt gennemspillet contra endte med en Ullerslev pige i helt fri position foran målet. Skuddet gik heldigvis få cm over overliggeren. Umiddelbart efter fik BM hul på bylden og herefter gik det stærkt. Maya, Sarah, Mathilde, Mathilde, Maya og Sille satte trumf på mange velspillede angreb og dommerens pausefløjt virkede som et tiltrængt pusterum til Ullerslev pigerne.
Ullerslev fandt dog aldrig noget modtræk til de spillelystne BM piger. Trods undertal på banen så fortsatte pigerne med at kombinere sig igennem Ullerslev forsvaret og det blev igen til mange chancer. Maya, Maya, Sarah, Katrine, Isa, Katrine og til slut Katrine lukkede kampen med slutcifrene 13-0. Undervejs havde Ullerslev bestemt deres chancer for reduceringer, men Cecilie (billedet) ville ikke lade markspillerne tage hele æren. Med 4-5 flotte redninger var hun med til at gøre dagen ekstra sur for Ullerslev. De havde afgjort fortjent et par mål på dagen.
Dagens taktiske tema var i øvrigt hurtigt samspil og meget få instruktioner fra sidelinjen under kampen. Pigerne skulle selv prøve at finde løsninger og hjælpe hinanden på plads undervejs i kampen. Det kan blot konstateres at det lykkedes ganske udmærket.

Spillere & facts:
U12a: Ullerslev - Marienlyst  0-13
Cecilie, Isabell, Thit, Sarah, Anna, Mathilde, Katrine, Maya og Sille F
Målscorer:  Maya x4, Katrine x3, Sarah x2, Mathilde x2, Sille og Isabell


Ingen kommentarer:

Send en kommentar