lørdag den 24. oktober 2015

U7/U8 Piger: I kamp for første gang

Hele 9 friske Marienlyst piger stod klar lørdag morgen, da de skulle prøve at spille kamp for første gang. Der blev spillet 3-mands fodbold, og Marienlyst kunne derfor stille med hele tre hold; Meget flot fremmøde piger! De fleste af pigerne havde endda kun trænet fodbold omkring en måneds tid, men dét var på ingen måde at se. Holluf Pile stillede op med 5 seje piger, som tog kampen op mod Marienlysts tre hold. Vi er alle rigtig glade for at Holluf Pile gad komme, da vi kan bruge al den kamperfaring som vi kan skrabe sammen.


Der blev i alt afviklet 8 kampe á 10 minutter inkl. finale og bronzekamp. Det var generelt nogle lige kampe, hvor der i den grad blev gået til den, og de mange tilskuere i alle aldre blev beriget med nogle flotte mål. En god portion af målene blev endda scoret fra midten! Det var dog de tre Marienlyst hold der trak sig sejrrigt i land, hvor BM3 (Nynne, Anna Sofie og Hannah) bl.a. formåede at slutte med to sejre og en uafgjort. BM2 (Frida, Freja og Selma) fulgte dog lige efter BM3 med to sejre. Det var derfor BM2 og BM3, som måtte ud i en nervepirrende finale. BM2 kom foran 2-1, og BM3 var dog også lige ved at reducere i den sidste del af kampen med den ene store chance efter den anden. Resultatet blev at BM2 holdt stand, og vandt finalen 2-1. Samtidig skulle BM1 (Liva, Mai, og Ea) møde gæsterne fra Holluf Pile i en bronzekamp, som foregik i højt tempo trods flere kampe i benene. Det lykkedes BM1 at komme foran 1-0, og det var også resultatet efter dommeren fløjtede af.
Hold BM2: (fra venstre) Freja, Frida og Selma

Til sidst spillede de to klubber en 5-mands kamp for også at prøve kræfter med en større bane, hvilket pigerne heller aldrig havde prøvet før.
Holluf Pile så omvendt ud til at have praktiseret hvordan man stod på en 5-mands bane, men trods nye udfordringer og en større bane, var Marienlyst pigerne stadig ikke til at stoppe. De vandt derfor 3-1. Afslutningsvist blev der taget holdbilleder samt uddelt præmier i form af slikposer.


I kamp på en 5-mands bane 
Vi trænere er virkelig imponerede over pigernes kampgejst og glæde. Resultaterne er selvfølgelig fantastiske, men vi vil dog også gerne fremhæve noget af dét spil som kom frem i gyldne øjeblikke. Det var nemlig fodbold spil, hvor bolden blev afleveret flot rundt. De præcise pasninger og kontrollerede tæmninger er noget af det, som vi har lagt meget vægt på i træningen. Når dét så kommer til udtryk i rigtige kampsituationer, kan man som træner kun blive glad. Men! Der er mere ros for – som flere forældre også bed mærke i – så var pigerne også gode til at have lyd på. De kaldte på bolden, og snakkede sammen som et hold. De roste og opfordrede hinanden, og man kunne flere gange høre ordene ”Godt”, ”Kom igen” og ”Spil mig!”.

Alt i alt kan vi være yderst tilfredse. Vi har stadig meget at lære som bl.a. regler og formaliteter, ikke tackle boldholderen hvis boldholderen er fra eget hold, indkast samt håndteringen/modtagelsen af disse :-)
Men vi er ved godt mod efter hvad vi har set i dag, og ved pigernes forstærkede glæde ved fodbold.

Pigerne i kor: "Fodbold!"

torsdag den 22. oktober 2015

Ekstratræning i efterårsferien 2015

3 dage med fodbold

Marienlyst Centeret satte i år rammerne for tre fantastiske dage med ekstratræning til op imod 20 glade piger i årgangene U10-U13. I blandt disse var også piger fra flere forskellige klubber. 

Dicte (U10 BM)
Programmet forløb således henover starten af efterårsferien fra mandag til onsdag; hver dag med et nyt tema.
Mandag stod i pasningernes tegn, hvor der bl.a. blev praktiseret hurtige førstegangs-afleveringer, orientering af medspiller samt ”Killer-Passes” (Gerne en længere pasning i dybden).
Tirsdag var emnet ”Hurtige fødder”, hvor der blev fokuseret på fodarbejde samt agility. Begge elementer er vigtige forudsætninger, for at kunne drible godt og arbejde hurtigt med bolden.
Onsdag, den sidste dag, besluttede vi os for at der skulle skydes en masse mål, så temaet for onsdag blev afslutninger. Her trænede pigerne både statiske- og dynamiske afslutninger, som altså henholdsvis foregik både med dødbolde samt bolde i bevægelse. Desuden var der også lagt fokus på, at pigerne skulle afslutte med begge ben, således at de kunne blive ”dobbelt så farlige”.

Alt i alt var det tre dage fyldt med både seriøst engagement, men også sjov og leg. Alle pigerne klarede diverse øvelser flot, og dejligt at mærke en høj intensitet og generel glæde for at spille fodbold. Vi trænere håber, at alle fik en god oplevelse og ikke mindst føler at de lærte noget. Vi føler i hvert fald, at ekstratræningen var en succes, og har allerede talt om at lave noget lignende til næste år. 


Frokost i Café området


søndag den 4. oktober 2015

U15 Piger: Holder fanen højt

Det kniber med at finde tid til de ugentlige referater, så her kommer en hurtigt opsummering på de sidste ugers kampe:

EVN Cup
Marienlyst – Dalum 4-1
Marienlyst – Næsby 3-0
Marienlyst – BSF 1-1
Marienlyst – Sundby 2-0

Forrige weekend stod i hyggens og fodboldens tegn idet Efterskolen Ved Nyborg igen havde arrangeret en forrygende fodboldturnering krydret med super forplejning og godt vejr. Et super arrangement hvor Marienlyst pigerne igen fik vist at pigerne er med helt fremme i førerfeltet på landsplan.
Den bedste og mest udfordrende kamp var ubestridt kampen lørdag mod BSF. En super intens pigekamp på meget højt niveau. BSF lagde bedst ud og havde succes med at lægge en højt pres på vores ellers boldsikre piger. BSF vandt således første halvleg på point selvom måltavlen viste 1-1. Men det høje pres kostede kræfter og som anden halvleg skred frem fik BM mere og mere greb om kampen. De sidste 10-15 min var det således BM som pressede hårdt på for at fremtvinge det afgørende mål.
Søndag gjaldt det Sundby, som BM sidst mødte til Marienlyst Cup. Dengang blev det til en marginal 1-0 sejr til Marienlyst efter en tæt kamp, hvor Sundby havde vist rigtig godt spil. Sådan gik det ikke denne gang. Marienlyst pigerne fandt hurtigt rytmen og Sundby var måske en smule mærket efter lørdagens kampe. I hvert fald var BM pigerne i kontrol kampen igennem og fik en sikker 2-0 sejr i hus.

U14 (drenge). BM – TPI  1-1
Endnu en god drengekamp, hvor drenge fra starten af var opsatte på at gøre en rigtig god figur. Men pigerne var yderst velspillende denne lørdag formiddag. Kombinationerne flød og spillysten var stor. Efter de indledende 10-15 min var spillet efterhånden flyttet op på drengenes halvdel og pigerne svirrede omkring feltet med flere pæne chancer.  1-0 scoringen lurede i luften. Drengene blev dog ved med at kæmpe og spille deres chance og desværre var heldet med dem kort før pausen, hvor et hjørnespark resulterede i et uheldigt selvmål. Alligevel var der stor ros til pigerne i pausen.

2h formede sig som første, men skarpheden på sidste 1/3 af banen manglede. Der skulle således at straffespark til førend pigerne endelig fik den fortjente scoring i hus. Trods pænt overtag, så var drengene tæt på at løbe med alle tre point kort før tid, da et sjældent koks i forsvaret gav TPI en friløber, som heldigvis blev overplaceret.
Amalie viser de nye udebanetrøjer frem



U13 Piger: Første sejr efter flot indsats. BM - SSV Højfyn 4-1

"Hvem var det der vandt i dag, det var dem fra BM af... Åhhhh BM!"
Som i nok allerede har gættet, så hev pigerne en flot og fortjent sejr hjem til de rød/hvide, på Windelsvej i dag.
Og det var ikke bare en sejr, men en sejr på BM manér! Som vi vidste ville komme på et tidspunkt. Der blev gang på gang spillet imponerende ud af Højfyns pres, og pigerne spillede med en coolness, på et meget højt niveau. Tilskuere som trænere var meget imponeret, og det giver en vanvittig optimisme til kommende opgaver.
Stort tillykke til pigerne!
Luna klar til skud
Der var så mange gode situationer at skrive om, at det ville blive en længere roman, hvis jeg skrev dem alle. Alle piger spillede på et imponerende niveau. Alligevel vil jeg hive et par piger frem, selvom det er svært. Luna (billedet) der med 3 mål i dag, virkelig fik vist, hvilket fremragende spark hun besidder, og endda med begge ben. Selma der ikke var til at kyse i forsvaret, og lukkede alt ned sammen med sin makker Signe og i anden halvleg Karoline. Sidst men bestemt ikke mindst, skal vi hylde kampens spiller Ingrid, der virkelig viste mod og viste mig nye ting i hendes repertoire, jeg ikke har set fra hende før og de nye ting lykkedes til fulde, jeg er dybt imponeret!
/Henrik