torsdag den 28. marts 2013

U12a: Hænderne fulde mod Dalum U13a

I den kommende sæson skal vores ihærdige U12 piger snuse til 9 mands fodbold da vi har tilmeldt os U13 pokalturneringen. En spændende udfordring som vi ser frem til at prøve. 9 mands fodbold er dog ikke bare 9 mands.  Dels er banen meget større og dels kommer offside reglen i spil. Med andre ord mange nye ting på en gang for pigerne. For at være en smule forberedt på både regler og niveau havde vi taget munden fuld og udfordret Dalums U13 piger, som er et af de bedste U13 hold på Fyn. Et godt pejlemærke på hvor vi står i forhold til de allerbedste U13 hold.
Inden kampen var spændingen og nervøsiteten i top. Specielt offside reglen og de store piger fra Dalum fyldte meget i pigernes hoveder. Men sådan skal det være når man er top klar til kamp. Kampen var aftalt til 3 x 25 min så der var garanti for luft i lungerne.
Dalum startede bedst. Spillede bolden godt rundt og pressede vores spillere tilbage på banen. Pyha BM pigerne fyldte ikke meget på den store bane. Første store chance kom da også hurtig, men Dalum pigen ramte heldigvis ikke bolden rigtigt. Der skulle gå 5-7 minutter inden pigerne fandt hinanden og fik spillet sig fri af Dalums høje pres. Til gengæld gav det også en friløber til Katrine, som dog havde glemt alt om offside og var mindst 5 meter offside. Tydeligt at offside reglen drillede os i starten. Pigerne kom dog hurtigt efter det og timingen i løbene blev bedre og bedre. Dalum ’s høje pres begyndte at vakle overfor vores boldsikre piger og det gav os meget plads i omstillingerne. Efter flere tilløb kom friløberen til Katrine som elegant rundende målmanden. 1-0. På det efterfølgende angreb var det endda tæt på 2-0, men Anna blev foran tomt mål tacklet i absolut sidste sekund. Pause og 1-0 til BM.
Anden halvleg startede som en ligeværdig affære. Spillet bølgede frem og tilbage med godt spil fra begge sider. Undervejs gik Dalum dog lidt døde og det lignede at 2-0 scoringen var lige på trapperne.   Desværre
ville en snarrådig Dalum pige det anderledes. Hun opsnappede en kikset aflevering i vores eget felt og udlignede sikkert til 1-1. Katrine gentog kunststykke i modsatte ende, opsnappede en løs bold og rundede igen elegant målmanden. Pausestilling 2-1 og BM virkede til at taget teten i kampen.
Katrine: 3 mål mod Dalum U13 
Pausen og en pep-talk gav åbenbart Dalum nye kræfter. I hvert fald kickstartede de 3. halvleg med en hurtig udligning og en lidt heldig scoring til 3-2. BM fandt dog rytmen igen og fik endnu engang godt styr på kampen. Efter 3-3 udligningen virkede en 4-3 scoring som en naturlig afslutning på kampen. Men trods friløber, skud på overlæggeren og flere gode chancer så udeblev scoringen.  Og som det ofte sker når et hold ikke lukker kampen, så slår modstanderen contra. Således fik Dalum også listet en afgørende scoring ind til 4-3 i slutminutterne. Øv øv . Et ikke helt fair resultat efter spil og chancer.
Alt i alt en super træningskamp, hvor begge hold virkede trætte til sidst. I betragtning af at det var vores første 9 mandskamp med offside regel, så gjorde pigerne det over al forventning.  Vi måtte bruge rigtig mange kræfter defensivt for at dæmme op for Dalums dygtige piger, men formåede virkelig at udfordre de noget større piger fra Dalum i alle kampens facetter. Kampen bekræftede trænernes fornemmelse om at vi henover vinteren er gået et gear op i både boldomgang og tempo. Vi glæder os derfor allerede til både turneringsstart og pokalturnering.

BM U12 - Dalum U13 : 3-4
Dagens spillere
Cecilie, Isabell, Thit, Amalie, Sille, Frida, Sarah, Katrine, Freja, Maya, Anna og Mathilde
Målscorer: Katrine x 3

Ingen kommentarer:

Send en kommentar