søndag den 3. marts 2013

54 piger til ”Åben pigetræning for øvede piger”


Hvad der i januar startede som en løs ide om fællestræning med nogle U12 pigehold udviklede sig i løbet at januar og februar til et større arrangement hvor hele 54 piger (fra BM, OB, Tåsinge, Dalum, Middelfart, Søhus, Otterup, Strib) , 4 gæstetrænere, hjælpetrænere og et pænt opbud af forældre var vidne til en spændende og meget kvalificeret pigetræning 2 timer fredag aften.
Vores oplevelse er at  U12 rækkerne på Fyn har et forrygende godt niveau og stor bredde som på sigt bør  gavne Fyn i mange sammenhænge inden for pigefodbolden. Succesen er båret frem af samarbejde på tværs, skarp konkurrence i A rækken og ikke mindst et imponerende antal seriøse og dygtige trænere / forældre i netop denne årgang. Vi i BM ville derfor gerne bidrage til denne udvikling – og vise vores flotte kunstgræsbane – ved at lave et arrangement for øvede piger og deres trænere. Det er blevet til 2 fredagsseancer (den 1. og 15. marts) hvor formålet er at give de mange talentfulde U12 piger og deres trænere ”inspiration til mere”.
Første arrangement blev afholdt i fredags og her havde vi flere prominente gæstetrænere på programmet (se billede).



Fra arrangører side var vi lidt spændt på om logistikken kunne holde, om der var baneplads nok og hvordan det ville være at bringe så mange forskellige piger sammen. Men logistikken lykkedes og 54  piger trænede intenst i knap to timer. Feedback’en fra vores gæstetrænere var at de var meget imponerede over niveauet og at det var en fornøjelse at træne nogle piger som så åbenlyst ville lytte og lære. De få piger vi nåede at snakke med fredag aften havde haft en tilsvarende oplevelse, så vi håber det er det generelle indtryk. Vi glæder os i hvert fald allerede til næste arrangement den 15. marts, hvor vi har følgende spændende trænere på programmet: Helle Hansen - DBU U15 talenttræner, Jesper Eriksen – Tidl. OB 3F Ligatræner, Ulrik Bredegaard – OB U18 Pige ligatræner.
Endnu en gang en stor tak til vores gæstetrænere Marlene, Merete, Søren og Kent og de mange hjælpere fra vores eget U12 hold som brugte en fredag  aften i pigernes tegn.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar