søndag den 8. maj 2016

55 piger til pigeraketten i strålende vejr


På en strålende solskins dag mødte 55 piger op til årets pige raket på boldklubben Marienlyst.

Der blev leget, spillet og hygget i 3 timer med Mikkel fra DBU og de fremmødte U15 piger der igen i år var så søde at tage tjansen som astronauter.




onsdag den 27. april 2016

U15 Piger: Intens start i drenge mesterrække

Før denne sæson var vi meget usikre på om vi skulle rykke op i drenge mesterrækken eller blive i A rækken. Vi havde med en andenplads ”kvalificeret” os til mesterrækken, men frygtede også at modstanden kunne blive for voldsom. Det blev til en afstemning i gruppen, hvor valgmuligheden ” Mange gode udfordrende kampe, hvor vi sandsynligvis vil tabe de fleste.” vandt med flere længder.
Nu er vi kommet godt i gang med turneringe og kan efter 2 meget intense kampe konkludere at det ligner et perfekt match til vores piger. Højt tempo, drenge som vil spille fodbold og det der ligner 8 meget ligeværdige hold i rækken. Indtil er alle kampe i rækken endt uafgjort eller med 1 måls sejre!

Marenlyst – Assens 1-2
Træneren må indrømme at han var noget nervøs inden kampen. Dels havde Assens i deres åbningskamp spillet 2-2 mod Tommerup (som vi sidste år havde svært ved at matche) og dels havde vores optakt i marts været noget rod med skader, sygdom og påskeferie i et samsurium. Vi var meget usikre på hvor vi stod mod et at de formodede tophold i rækken.
Det var da også drengene som kom bedst fra start og kunne ved halvleg læne sig op af en sikker føring på 2-0. Men drengene fik kampen igennem kamp til stregen og med reduceringen til 1-2 i anden halvleg bølgede kampe frem og tilbage. Drengene havde måske en smule overvægt i spil, men chancemæssigt var det helt lige og en meget godkendt indsats af pigerne.

Marienlyst3 (drenge) – Marienlyst2 (piger)  2-1
Marienlyst3 dækker over klubbens ambitiøse U13 hold som både har en meget ihærdig træner og nogle talentfulde drenge, hvor specielt et par stykker af dem voldte pigerne problemer i perioder. Det var to hold som stod godt til hinanden og som ville frem på banen, så det blev en intens kamp med højt pres fra begge sider og i perioder meget højt tempo. Vi havde luret at drengene var meget boldsikre og hurtig på fødderne og skulle derfor undgå omstillinger på egen halvdel. Da drengene samtidig praktiserer 3 mands forsvar så spillede vi derfor en smule mere direkte end normalt. Det høje pres og direkte spil gav også pote i starten med flere store chancer til pigerne. Desværre hoppede bolden på stregen et par gange og som det ofte sker, når man ikke scorer, så går det galt i den anden ende.
Kampen igennem blev der løbet og kæmpet så det var en fornøjelse og slut resultatet 2-1 drengene virkede lidt ærgerligt set i lyset af mange brændte chancer.  Med det bekymrede nu ikke trænerne, som havde noteret endnu en flot præstation og et rigtig godt resultat set med udviklingsøjne.



lørdag den 16. april 2016

U7/U8 Piger: Debut i regnvejr

Endelig kom dagen U8-pigerne havde glædet sig til, stævne i Morud med debut på 5-mandsbanen. Desværre faldt kampen sammen med en masse andre arrangementer, hvilket betød at vi kun lige kunne stille med fem spillere.
Vores fokus i dag var på at bygge spillet op fra målmanden og på at bruge bredden og målmanden aktivt i spillet. Det kostede et par mål i de første to kampe, samtidig med at vi desværre blev en spiller mindre. Pigerne gav dog aldrig op, heller ikke selv om det styrt regnede og flere mål gik ind.
I de efterfølgende kampe fik vi aftalt med de andre hold at spille 4 mod 4 og justeret spillet til. Pigerne fik styr på afleveringerne og udnyttet pladsen på kanterne. Dette betød at Frida fik hul på scoringerne med en flot dribletur op af venstrekanten. Herefter var der målfest og kampen endte 8-6 til Marienlyst til stor jubel for de fremmødte forældre og bedsteforældre.













Vi rundede dagen af med en god kamp mod TPI, hvor pigerne anvendte de ting vi havde snakket om og lært af vores fejl. Spillet blev sat flot i gang fra målmanden og vi fik nogle lækre dribleture og afleveringer frem af banen at se. Her blev Hanna bl.a. sendt i dybden og fik scoret ved at lave tunnel på målmanden. Derudover havde vi et virkelig godt presstil, hvor først angriberen mødte modspilleren og derefter midtbanen. Det vandt vi rigtig mange bolde på og det resulterede også i mål. Kampen endte 3-1 til Marienlyst og vi sluttede dagen af med sejrs-kampråb.  

 

// Amanda Bøttcher Pørksen


søndag den 31. januar 2016

Team Odense Q - En del af noget større

Mange af jer har sikkert hørt om Team Odense Q og vores samarbejde med TPI om at skabe et endnu bedre fodbold tilbud til pigerne i Odense. Nu er vores Team Odense Q blog i luften, så bookmark siden og følg det spændende projekt.

http://teamodenseq.blogspot.dk/


lørdag den 30. januar 2016

U7/U8 piger: Indendørsstævne på BM mod drenge

I dag slog U7/U8 pigerne igen deltagerrekord, hele 13 seje piger mødte kampklar op til indendørsstævne på Marienlystcenteret. Hjemmebanen betød at der var stor opbakning og ekstra gejst. Vi havde dog en lille overraskelse i ærmet, idet modstanderne for første gang bestod af drenge – og mixhold. Nye som mere rutinerede piger, tog det dog i stiv arm og gik lige lidt mere fokuseret og spændte til opgaven.



Vi havde fire hold med, der alle startede i hver deres pulje. Det betød at der blev masser af spilletid til alle, da vi kun havde en enkelt udskifter med. Alle gav den dog fuld gas alligevel og kæmpede videre, selvom der var nogle fysisk stærke drenge iblandt og det gav et par knubs. Denne fightervilje og hårdførhed håber vi at kunne holde fast i og drage nytte af til de kommende pigestævner, hvor vi ellers har haft lidt problemer med at give op, hvis nogen gik ind på kroppen af os.

Resultaterne fra de indledende puljer var meget blandede og indebar også store nederlag. Hold 2 bestående af Emily, Isabella og Dagbjört lagde dog ud med en flot sejr på 5-2, hvor de spillede den godt rundt. De gik derfor videre som 3’ere og det samme gjorde hold 4, bestående af Frida, Emilie og Anna. De to hold klarede sig rigtigt godt og endte på henholdsvis 2. og 3. pladsen. Hold 1 og hold 3 gik videre som nummer 4, og sluttede af med nogle gode kampe, hvor de fik scoret nogle mål.

Vi sluttede stævnet af med stolte piger, lækre præmier, medaljer og kage og er nu klar til at tage kampen op mod drengene i skolegården.





// Amanda Pørksen

mandag den 18. januar 2016

U13 Piger: Team Odense Q vs. Kolding Q

Lørdag den 16. januar skulle Team Odense Q U13 piger i aktion, i en træningskamp mod Kolding Q pigerne. Team Odense Q holdet var ligeligt repræsenteret af piger fra henholdsvis TPI og Marienlyst, hvor det for nogle af pigerne var første gang de skulle begå sig på en 11-mandsbane. Andre af pigerne havde mere erfaring med den helt store bane, hvilket skulle vise sig at være essentielt. Kampen blev afviklet i TPI på deres fornemme kunstgræsbane, hvor Team Odense Q vandt med et samlet resultat på 8-3.


Kolding Q stillede med et stærkt hold, som har spillet sammen i længere tid. Sidste sæson spillede de 11-mands i en U14 række, hvorfor de var mere rutinerede og vante med formatet. Træningskampen blev spillet henover tre halvlege, så begge hold havde gode muligheder for at afprøve deres spillere på forskellige positioner. Dette var særligt godt i vores henseende, eftersom vi er et tilnærmelsesvist nyt hold. 
Inden kampstart blev der holdt taktikmøde, hvor vi blandt andet diskuterede spillestil, formation og lavede diverse aftaler. Her skal det i øvrigt nævnes, at offside-reglen var det hurtigste at forklare, da pigerne var utrolig skarpe og velforberedte.  

Signe Loft Petersen i aktion
Allerede fra kampens start satte Team Odense Q sig benhårdt på kampen. Træner Claus Poulsen nåede endda at tælle 12-13 konsekvente og hurtige pasninger da bolden blev sat igang, inden Kolding Q for første gang rørte bolden. Generelt bar kampen præg af et utroligt velspillende Team Odense Q, som flot spillede bolden rundt, og var ekstremt farlige ved dybe pasninger. 

Pigerne kontrollerede fuldstændig midten af banen det meste af kampen, og forsvaret var gode til at bakke op og hjælpe til i opspillet. Her tog de piger med erfaring inden for 11-mands bl.a. ansvar, og tilføjede både ro og overblik til spillet. Ét af fokuspunkterne for kampen, var fra trænernes side, at forsvaret skulle være modige til at turde vende med bolden og dermed vende hele spillet. Det klarede de fint, og resten af spillerne var samtidig gode til at sideforskyde, men også gode til derefter hurtigt at komme ud og udnytte bredden.


Kolding Q havde generelt nogle hurtige spillere, og det var tydeligt at de gerne ville ud og løbe på kanterne i dybden. Det var da også her, at Kolding Q fik spillet sig til chancer, da deres dybe løb trak forsvaret langt tilbage, hvorfor der blev plads til at afslutte uden for feltet.
Pigerne fra Team Odense Q leverede en pragtpræstation, som imponerede alle, og ikke mindst de forældre som ydede opbakning fra sidelinjen. Her skal der også lyde en tak for bl.a. frugt, tæpper mv. En vital observation, som kom fra flere af tilskuerne var, at det faktisk lignede et sammenspillet hold hvor pigerne havde spillet sammen mange gange. Dét er kvalitet samt en høj grad af professionalisme fra pigernes side. Det er ikke altid let at spille sammen med fodboldspillere man ikke kender godt. 


















Vi glæder os allerede til den 31. januar, hvor Kolding Q har mulighed for at revanchere, da Team Odense Q skal spille endnu en træningskamp mod dem.
 

Af Michael Genster 
Foto: Tina Jul Rasmussen


fredag den 25. december 2015

Ekstra julegave til Laura & Marienlyst

Bedst som julefreden sænkede sig over skibhuskvarteret fik vores talentfulde målmand, Laura F, en uventet ekstra julegave at glæde sig over. Laura er nemlig inviteret med til U16 landsholdets næste samling som foregår den 15-16 januar i Tilst. En spændende udfordring og oplevelse for Laura som p.t. er tilknyttet DBU’s talentcenter for U15 piger. Men Laura har længe fået rigtig flot feedback fra DBU og der er ingen tvivl om, at denne invitation er et kæmpe skridt tættere på det forjættede land, U16 landsholdet. 

Vi er super glade og stolte på Lauras vegne og krydser fingre for det videre forløb. En flot belønning for det store flid Laura har vist på træningsbanerne siden hun som U11 startede fodbold i BM – og inden da kun havde spillet 3 måneder!
Laura F Worsøe inviteret med til U16 landsholdssamling

onsdag den 16. december 2015

U7/U8/U10/U12/U13 piger - Julehygge i Marienlyst Boldklub

Pigerne var den 16. december mødt op til julehygge på Marienlyst Centeret, hvor Caféen/Restauranten var vært for både æbleskriver, saftevand og gløgg. Det hele kulminerede med en lille holdquiz i form af en ”Tips 13”, hvor U13 træner Henrik Nielsen gav den gas som quizmaster. Piger fra hele tre årgange var her med: U10, U12, og U13. U7/U8 pigerne var i stedet inde Hal 1, hvor der blev spillet kamp internt.

Pigerne igang med Tips 13
Alt i alt var det et forrygende arrangement med mange deltagere, hvoraf pigeafdelingen også var stærkt repræsenteret. U7/U8 pigerne havde været så venlige, at invitere familien så forældre og søskende også kunne få æbleskiver og saft. Det virkede som om, at pigerne hyggede sig gevaldigt, og der blev på ingen måde sparet på hverken flormelis eller marmelade! ;-) 
U12/U13 pigerne var nogle af de ældste tilstede, og dette blev helt tydeligt, da alle pigerne pænt lod ”de små” komme til fadet først. Som træner kan man jo kun blive glad, når pigerne også viser modenhed ude for banen, såvel som inde på banen.

U7/U8 og æbleskriver samt saftevand
Henriks quiz bestod primært af spørgsmål omhandlende Stjernespiller Fodboldskolen, og nogle af diverse rekorder samt niveauer. Der var dog et af holdene som var suveræne, og som formåede kun at få én fejl. Holdet bestod af 6 U13 piger: Ingrid, Selma, Noa, Tiffany, Luna og Freja. Der var dog sørget for en overflod af præmier, så alle fik lidt af hvert. Præmierne blev sponsoreret af Kvickly Skibhusvej – Mange tak!

Inde i hallen blev der spillet fodbold med høj intensitet, og kampene var alt andet end målfattige. Så nu har de små piger forhåbentlig fået stillet deres måltørst, således at pausen henover jul og nytår ikke bliver alt for slem. Om ikke andet må man jo ellers indhente det forsømte, når U7/U8 pigerne starter op igen i starten af januar.

U10 pigerne med deres Tips 13
U7/U8 i Hallen

- Michael Genster, U13 BM





tirsdag den 15. december 2015

Mod nye horisonter

Der sker rigtig meget i Fynsk pigefodbold i øjeblikket og i særdeleshed omkring Marienlystcentret. Dette skriv er et forvarsel om, at det kommende år næppe bliver som i de foregående år. Men hvad kommer der så til at ske?
Det endelige set-up er langt fra på plads og projektplanen ændres løbende, men vi er nu så langt at vi kan løfte sløret for, hvor det bærer henad.

Team Odense Q - Ungdom
Det er helt sikkert, at vi fra sommeren 2016 etablerer en fælles overbygning for U16-U18 sammen med TPI og i samarbejde med OB Kvinde Elite. Basen for Team Odense Q vil være Marienlystcentret og ambitionen er at skabe bæredygtigt elitemiljø for fodboldpiger, som ønsker at dyrke deres talent på højeste niveau.
Det er dog ikke kun eliten der er fokus på. Det ligger os meget på sinde at Team Odense Q skal skabe rammerne for både bredde og elite - og støtte udviklingen af spillere fra U10 til U15 i begge moderklubber. Et af de vigtigste projekter i foråret – udover at søge licens – bliver derfor at etablere en stjernespiller fodboldskole i TPI stil med den, som allerede kører i Marienlyst regi.
Når samarbejdet mellem TPI og BM samt integrationen af OB Kvinde elite er endelig på plads, så vil Team Odense Q repræsentere et imponerende træningsmiljø for piger med mere end 200 aktive piger fra U6 til U18, adgang til 3 kunstgræsbaner, 4 indendørshaller og ikke mindst en pigeorganisation med egen ledelse, A licens trænere, mange træner ildsjæle og forhåbentlig et antal ungdomslandsholdspillere som rollemodeller.

U17 eller U18 DM række
Vi får mange spørgsmål angående licensansøgning, U17 DM eller U18 DM, da det kan være svært at bevare overblikket. Et par hurtige facts.
  • Der findes en landsdækkende DM række for piger, som p.t. hedder U17 DM.
  • Fyn er p.t. ikke repræsenteret, da både OB og Næsby mistede licensen sidste sæson.
  • Meget tyder på at DBU fra sommeren 2016 laver rækken om så det hedder U18 DM. Dette afgøres omkring 1. februar.
  • For at være med i DM rækken skal man tildeles licens af DBU. Deadline for licensansøgninger til sæson 2016/17 er 1. marts.
  • For at opnå licens skal man opfylde en masse krav omkring spillermateriale, ledelse, træneruddannelse og træningsfaciliteter

For Team Odense Q’s vedkommende så søger vi licens uanset om det hedder U17 DM eller U18 DM.

Team Odense Q - Senior
Som mange sikkert har hørt, så lukker OB Kvinde Elite – og dermed OB’s 3F Liga hold - fra sommeren 2016. Om det lykkedes at redde 3F Liga holdet er endnu usikkert, men der arbejdes hårdt i kulissen for at flytte OB Kvinde Elite til en ny forening / forretning, som også skal have base i Marienlystcenteret. De fleste formalier er på plads, men det springende punkt er om gruppen bag projektet kan skaffe den nødvendige økonomi. Vi krydser fingrer for at det lykkedes, så de mange super dygtige fodboldspillere fortsat kan spille på allerhøjeste niveau.



Fortsættelse følger i de kommende uger…. så hold øje med bloggen J

søndag den 13. december 2015

Henrik's (u13 træner) vilde weekend

Sikke en vild weekend!
B1909 Cup med U13 fredag, Dalum Cup med U12 lørdag og Dalum Cup med U13 søndag.
Min vilde weekend startede allerede fredag i B1909 med 2 hold og 12 friske BM-piger, hvor alle bidrog til et fantastisk sammenhold, om end hvilket hold man var udtaget til, sikke en kæmpe fornøjelse at være vidne til. På papiret blev de færdige resultater, en imponerende 3. plads i A-finalerne og en ligeså imponerende 1. plads i B-finalerne.
Stort tillykke skal lyde til Ingrid og Signe, der blev stævnets spillere med flotte præstationer.
Endnu en gang må jeg fremhæve sammenholdet, som min største oplevelse til dette stævne.
Min vilde weekend var slet ikke slut endnu...
Lørdag stod den på U12 fodbold i Dalum Hallerne, og det fedeste ved at være en del af BM-pigerne, at her er intet sort og hvidt, men en del af noget større... 2 OB hold (kommende BM'er) og et Marienlyst hold var mødt frem lørdag morgen. Jeg havde den fornøjelse, at være hovedansvarlig for et hold bestående af kommende BM'er også kaldt OB. 
Det største indtryk fra stævnet var, om end man havde hvid eller stribet trøje over hovedet, så var der allerede et naturligt sammenhold på tværs af pigerne, og der bliver udvekslet sætninger som "Godt gået" eller "Kom igen". Det er stort, det bliver stort!
De kolde facts:
Marienlyst BK nr. 3 i A-finalerne.
OB 2 nr. 1 i B-finalerne.
OB Garant nr. 2 i B-finalerne.
Om min weekend kunne blive vildere? Jo, det viste sig, at det kunne den!
U13 var i kamp igen søndag, denne gang kun 1 hold. Et sammensat hold af rutineret og mindre rutineret piger. De rutinerede piger tog stort ansvar og viste vejen, de mindre rutinerede havde stort mod og gav alt hvad de havde. Det er præcis som det skal være! Stort tillykke til stævnets spiller der blev Rida, mange flot berøringer og afleveringer kom der fra Rida's fod i dag. Stærkt!

Status på vores DBU Piger

Vinterpausen er højsæson for DBU samlinger, hvor vi i øjeblikket har piger til en DBU samling næsten hver eneste weekend. Men hvor langt er vores piger egentlig nået og hvordan klarer de sig?

DBU U14 (årgang 2002)
I denne årgang er vores tre piger (Katrine A, Amalie S og Mays G) blevet til fire, da Johanne Duus fra Nr. Lyndelse efter flere ugers gæstetræning netop har meldt sin ankomst til Marienlyst. Der har i denne weekend netop været en stor udskillelsesrunde, idet den fynske trup skulle justeres fra 34 spillere til kun 22 spillere! Det var derfor 4 nervøse piger som ventede på den vigtige opringning fra DBU træneren, Morten Christensen. Heldigvis kom alle fire piger igennem nåleøjet og kan derfor se frem til endnu flere spændende DBU samlinger i det nye år. Stort tillykke herfra og vi krydser fingre for det videre forløb.
Amalie, Maya, Katrine & Rebekka (OKS)
Her skal det også nævnes at vores samarbejdsklub TPI stadig har 7 spillere med hos DBU, hvilket er utrolig flot.

DBU U15 (årgang 2001)

Her har vi stadig 3 piger (Laura F, Julie J og Sarah S) med i opløbet til U16 landsholdet, hvor der p.t er ca. 50 piger tilbage på landplan. I sidste weekend blev der afholdt den første fælles samling med både øst og vest, så man kunne se den samlede talentmasse. Sarah var desværre skadet og kunne derfor ikke vise sig frem, men både Laura og Julie havde en god samling og har fået god feedback. Alle tre piger er udtaget til næste heldags samling den 10. januar, så vi håber stadig på, at vi har den første Marienlyst landsholdspiller om 7 måneder.

søndag den 8. november 2015

U7/U8 Piger: Første indendørsstævne

10 piger fra BM var i dag til deres første indendørsstævne i Rantzausmindehallen. Pigerne havde glædet sig rigtig meget til at spille efter succesen fra udendørsstævnet, men det var alligevel lidt overvældende, at der nu var hele tre forskellige klubber og nogle lidt større modstandere.

I kamp mod Dalum. Foto: Kristine Elisabeth Mulbjerg
Pigerne lagde lidt nervøst ud og glemte nogle af de ting, vi ellers har øvet til træning og gjorde så godt ved sidste stævne. Selvom spillet ikke helt fungerede var pigerne aggressive og hele tiden målsøgende, der stod dog ofte en mur af modstandere de skulle igennem, men der blev alligevel scoret et par flotte mål. Vores offensive spil med ”flyvende målmand” betød desværre også, at der blev lukket en del mål ind på kontra. Det kostede et par sejre, men vi havde til gengæld alle aktivt med i spillet og er blevet klogere på returløb med blik for bolden i stedet for direkte løb mod målet med ryggen til.
Som pigerne blev varme og fik flere kampe i benene, blev spillet også bedre og de forsøgte at spille og løbe sig fri for hinanden. Det bar frugt og BM1 og BM2 vandt hver en kamp. Derudover så vi nogle lækre vendinger fra nogle af pigerne, som snød mange af modstanderne og vendte spillet til vores fordel.
Det var en rigtig hyggelig dag, med højt humør, gulerødder, pebernødder og masser af fodbolderfaring til bagagen. Stort tak skal det også lyde til de mange forældre og søskende der mødte op og heppede.

Fra venstre: Gry, Hanna, Emily og Freja
Den store deltagelse betød også at vi kørte med mange udskiftninger, trænere og forældre er da også gået hjem med flere armmuskler, eftersom der blev praktiseret flyvende udskiftninger hen over banderne.
Vi glæder os allerede til det går løs igen den 22. november og vil arbejde på at vende endnu stærkere tilbage.


/Amanda, U7/U8

mandag den 2. november 2015

U12 Piger: Sidste kamp i sæsonen

Den sidste kamp i denne sæson stod for dagen, og U12 pigerne skulle ud og hente point for at sikre sig en overbevisende første plads i tabellen. Modstanderen var TPI, som virkede lige så opsat på at yde deres bedste, og derfor var mødt op tideligt for at forberede sig til kampen. Det samme gjorde vi, og vi havde derfor en hel flok af friske og veloplagte fodboldpiger inden kampstart.


Kampen kunne nærmest ikke starte meget bedre, da Elan formår at score to hurtige mål inden for de første 10 minutter. Denne bedrift skyldes først og fremmest god positionering og præcision i afslutningerne, men også dét at vi havde et fuldt koncentreret hold lige fra start. Bolden blev spillet flot rundt, og pigerne var aggressive og koordinerede i både løb for hinanden og i deres presspil. Det var dog, som om at de to hurtige mål fik gnisten lidt ned, og resten af første halvleg bar præg af at vi stod på hælene. Mod gode hold som TPI er det ikke muligt at spille fodbold på halvt blus, og TPI fik hurtigt overtaget en stor del af spillet. Vi glemte lidt de gode takter og kendetegn ved vores spil, og kom til at spille modstandernes spil, hvor vi samtidig virkede nervøse og sparkede mange bolde frem i banen. TPI fik da også udlignet til 2-1 inden pausen.

Sejr og champagne
I pausen lovede pigerne, at de ville komme tilbage i højeste gear og genfinde dét spil, som vi normalt udmærker os på. Dette resulterede derfor, at pigerne i anden halvleg skruede op for både løb, koncentration og viljen til at fighte. Bolden blev nu flyttet bedre rundt, og pasningerne var langt mere præcise. Gevinsten for dette stykke arbejde blev naturligvis også høstet, og Marienlyst pigerne kunne efter slutfløjtet slutte en fremragende sæson af med en 4-1 sejr.
Med dagens sejr kan pigerne nu præsentere en for vild sæson med hele ti sejre og en flot målscore på 49-21. Dette blev fejret på traditionel vis med (børne) champagne-sprøjt og sejrsdans.

Kylling, pasta og saftevand
Efterfølgende blev der spist en fælles frokost bestående af lækker pastasalat og kyllingespyd i et af klubbens lokaler. Humøret var generelt højt hele dagen, og trænerne har slutteligt flere ting at være tilfredse over. Her skal bl.a. nævnes den fine indstilling, som pigerne havde i forhold til positioner på banen.

Nogle gange kommer man til at spille en position, som man måske ikke er vant til, men når man så alligevel går til den og forsøger sit bedste, kan man som træner ikke forlange mere. Det kræver mod at prøve nye ting, og det havde pigerne i dag. Et sådan mod skal man være stolt af og holde fast i; også i andre sammenhænge end fodbold! 

U12 Piger - Nr. 1 i deres række


lørdag den 24. oktober 2015

U7/U8 Piger: I kamp for første gang

Hele 9 friske Marienlyst piger stod klar lørdag morgen, da de skulle prøve at spille kamp for første gang. Der blev spillet 3-mands fodbold, og Marienlyst kunne derfor stille med hele tre hold; Meget flot fremmøde piger! De fleste af pigerne havde endda kun trænet fodbold omkring en måneds tid, men dét var på ingen måde at se. Holluf Pile stillede op med 5 seje piger, som tog kampen op mod Marienlysts tre hold. Vi er alle rigtig glade for at Holluf Pile gad komme, da vi kan bruge al den kamperfaring som vi kan skrabe sammen.


Der blev i alt afviklet 8 kampe á 10 minutter inkl. finale og bronzekamp. Det var generelt nogle lige kampe, hvor der i den grad blev gået til den, og de mange tilskuere i alle aldre blev beriget med nogle flotte mål. En god portion af målene blev endda scoret fra midten! Det var dog de tre Marienlyst hold der trak sig sejrrigt i land, hvor BM3 (Nynne, Anna Sofie og Hannah) bl.a. formåede at slutte med to sejre og en uafgjort. BM2 (Frida, Freja og Selma) fulgte dog lige efter BM3 med to sejre. Det var derfor BM2 og BM3, som måtte ud i en nervepirrende finale. BM2 kom foran 2-1, og BM3 var dog også lige ved at reducere i den sidste del af kampen med den ene store chance efter den anden. Resultatet blev at BM2 holdt stand, og vandt finalen 2-1. Samtidig skulle BM1 (Liva, Mai, og Ea) møde gæsterne fra Holluf Pile i en bronzekamp, som foregik i højt tempo trods flere kampe i benene. Det lykkedes BM1 at komme foran 1-0, og det var også resultatet efter dommeren fløjtede af.
Hold BM2: (fra venstre) Freja, Frida og Selma

Til sidst spillede de to klubber en 5-mands kamp for også at prøve kræfter med en større bane, hvilket pigerne heller aldrig havde prøvet før.
Holluf Pile så omvendt ud til at have praktiseret hvordan man stod på en 5-mands bane, men trods nye udfordringer og en større bane, var Marienlyst pigerne stadig ikke til at stoppe. De vandt derfor 3-1. Afslutningsvist blev der taget holdbilleder samt uddelt præmier i form af slikposer.


I kamp på en 5-mands bane 
Vi trænere er virkelig imponerede over pigernes kampgejst og glæde. Resultaterne er selvfølgelig fantastiske, men vi vil dog også gerne fremhæve noget af dét spil som kom frem i gyldne øjeblikke. Det var nemlig fodbold spil, hvor bolden blev afleveret flot rundt. De præcise pasninger og kontrollerede tæmninger er noget af det, som vi har lagt meget vægt på i træningen. Når dét så kommer til udtryk i rigtige kampsituationer, kan man som træner kun blive glad. Men! Der er mere ros for – som flere forældre også bed mærke i – så var pigerne også gode til at have lyd på. De kaldte på bolden, og snakkede sammen som et hold. De roste og opfordrede hinanden, og man kunne flere gange høre ordene ”Godt”, ”Kom igen” og ”Spil mig!”.

Alt i alt kan vi være yderst tilfredse. Vi har stadig meget at lære som bl.a. regler og formaliteter, ikke tackle boldholderen hvis boldholderen er fra eget hold, indkast samt håndteringen/modtagelsen af disse :-)
Men vi er ved godt mod efter hvad vi har set i dag, og ved pigernes forstærkede glæde ved fodbold.

Pigerne i kor: "Fodbold!"

torsdag den 22. oktober 2015

Ekstratræning i efterårsferien 2015

3 dage med fodbold

Marienlyst Centeret satte i år rammerne for tre fantastiske dage med ekstratræning til op imod 20 glade piger i årgangene U10-U13. I blandt disse var også piger fra flere forskellige klubber. 

Dicte (U10 BM)
Programmet forløb således henover starten af efterårsferien fra mandag til onsdag; hver dag med et nyt tema.
Mandag stod i pasningernes tegn, hvor der bl.a. blev praktiseret hurtige førstegangs-afleveringer, orientering af medspiller samt ”Killer-Passes” (Gerne en længere pasning i dybden).
Tirsdag var emnet ”Hurtige fødder”, hvor der blev fokuseret på fodarbejde samt agility. Begge elementer er vigtige forudsætninger, for at kunne drible godt og arbejde hurtigt med bolden.
Onsdag, den sidste dag, besluttede vi os for at der skulle skydes en masse mål, så temaet for onsdag blev afslutninger. Her trænede pigerne både statiske- og dynamiske afslutninger, som altså henholdsvis foregik både med dødbolde samt bolde i bevægelse. Desuden var der også lagt fokus på, at pigerne skulle afslutte med begge ben, således at de kunne blive ”dobbelt så farlige”.

Alt i alt var det tre dage fyldt med både seriøst engagement, men også sjov og leg. Alle pigerne klarede diverse øvelser flot, og dejligt at mærke en høj intensitet og generel glæde for at spille fodbold. Vi trænere håber, at alle fik en god oplevelse og ikke mindst føler at de lærte noget. Vi føler i hvert fald, at ekstratræningen var en succes, og har allerede talt om at lave noget lignende til næste år. 


Frokost i Café området