søndag den 19. april 2015

U14a på tavlen mod OKS 5-2

Uanset om det er børnefodbold eller voksen resultatbold, så er det rart at få fjernet nullet ud for pointscoren i tabellen. Pigerne bliver matchet rigtig godt i drengerækken og giver drengene kamp til stregen. Derfor er det som træner rarest at tabellen afspejler denne virkelighed og håbet denne weekend var derfor point mod OKS, som også tabte sin åbningskamp.

Dagens modstander var et u13 drengehold fra OKS, som har valgt at tyvstarte med 11 mands fodbold ved at melde holdet til i U14 rækken. Fysisk var de dermed ikke så store, som dem vi plejer at møde, men havde til gengæld en væsentlig bedre boldomgang. Devisen fra træneren var at pigerne skulle gøre banen bred, flytte bolden hurtigt og få drengene til at løbe. Det lykkedes ikke helt i 1h halvleg. OKS drengene gik højt op og pressede os – og spillede i lange perioder mand til mand over hele bane. Det gjorde det svært for pigerne at få vores normale pasningsspil i gang. Det blev til mange nærkampe og gode dueller mest på vores bane halvdel. Den meget offensive stil havde dog sine ulemper, når først pigerne fik spillet sig fri af presset. Det gav flere store chancer inklusiv 2 friløbere som Katrine omsatte med stor sikkerhed. Drengene havde også deres chancer, men modsat sidste weekend, så var det stolpe ud for drengene. 2-0 til BM ved pausen men der var investeret rigtig mange kræfter i duellerne med drengene.
Anden halvleg startede ikke som første. Drengene havde tydeligvis også brugt mange kræfter og kunne ikke længere fastholde helbanepresset. Pigerne fik bedre gang i deres velkendte spil og spillet var nu flyttet op på drengenes banehalvdel. Derfor var det lidt malurt i bægeret at det lykkedes for OKS både at reducere og udligne på et tidspunkt hvor pigerne havde overtaget. Pludselig var kampen på vippen igen med kun 15 minutter igen. Men flere af drengene var ved at gå helt kolde og der blev skiftet lystigt ud i takt med at trætheden overmandede enkelte spillere. 12 minutter før tid kom forløsningen. Freja fik kæmpet sig forbi OKS drengen på højrekanten og viste at det flade skud i det lange hjørne er en meget effektiv afslutning. 3-2 og et nyrestød til drengene, der efterfølgende måtte se Katrine score to gange mere til slutresultatet 5-2.

En sejr der til slut lignede en rimelig fortjent sejr. Men havde det ikke været for en hårdtarbejdende defensiv og en yderst sikker og velspillende Laura i målet i 1 første halvleg, så kunne kampen meget vel have fået et helt andet forløb. Træneren noterede sig mange gode dybdeløb fra midten, mange kvalificerede afslutninger når vi var alene igennem og nogle BM piger der i den grad udfordrer drengene i luftrummet. Dagens spiller blev 4-målsskytten Katrine med 13 stemmer, efterfulgt af Laura F og Mathilde B med hh 6 og 4 stemmer.

Dagens spillere: Laura F, Thit O, Mathilde B, Amalie S, Julie K, Sarah S, Anna Hy, Ida E, Julie J, Frida S, Katrine A (4), Johanne P, Freja M (1)

Tak til OKS for de flotte billeder som kan ses her: Billeder fra kampen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar