tirsdag den 18. november 2014

Flot DBU-Debut til U15B 2

Søndag d. 16. november var den gal igen. Chef Sundahl havde genvalgt sidste uges sekundantlærling og sendt ham, 5 BM piger samt et par forældre på mission til Bogense (DBU’s U15B turnering).

Allerede i sin indledende fase var missionen dog tæt på forlis idet Klokkelærlingen autonomt valgte at overhøre både co-drivers og gps’ens velmenende råd om at tage et venstresving lidt nord for Skamby. Det resulterede i en utilsigtet sightseeing i den nordfynske ødemark, hvor får, køer og beduiner åbenbart er eneste liv.

Delegationen nåede dog frem i tide og var top klar til første kamp, hvor vi skulle møde Dalum. Som mod Tåsinge i sidste uge var aftalen at vi skulle være koncentreret fra kampens start – og det var vi. Allerede efter få minutter var vi foran 2-0 og var spilstyrende hele vejen igennem. Særligt angrebet fungerede flot, hvor vi ikke tog unødvendige skud, men spillede bolden rundt indtil chancen bød sig. Kampen endte fortjent 3-1.

Næste kamp var Ejby/Gelsted/Brenderup. Træneren var kommet til den erkendelse, at han havde lige så positiv indflydelse på BM-pigerne som Marks Strudal havde på det danske landshold. Derfor gjorde han sit kampoplæg kort og lod pigerne klare resten selv og selvom Ejby/Gelsted/Brenderup var store og spillede fint, vandt BM 2-1.

Hjemmeholdet Bogense ventede i kamp 3, og her var pigerne for alvor spillet varme. 4-1 blev det til mod et Bogensehold der aldrig fik deres spil i gang og havde nok at gøre med at forsvare eget mål. Sidste kamp var mod Gelsted/Ejby/Brenderup (ej at forveksle med Ejby/Gelsted/Brenderup) der havde turnerings største spillere på holdet. Denne kamp viste sig sværere end de andre da deres piger var rigtig gode fysiske. Det blev en spændende uafgjort (3-3) med store chancer i begge ender i slutminutterne, dog stadig med BM som det hold, hvor spillet flød bedst.

Alt i alt en flot start på DBU turneringen med 10 point og en målscore på 12-6. Det mest positive var bestemt, at langt hovedparten af BM’s mål blev scoret i etableret angrebsspil samt pigernes tiltagende kritiske sans overfor Kommandusens taktiske dessiner.  


Piger: Emilia, Sigrid, Yasmin, Maya og Julie K. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar