søndag den 9. februar 2014

U12: DBU Fyn indendørsstævne - medaljer til alle.

I morges drog 6 morgenfriske U12 piger mod Vindinge - ved Nyborg.
Friske, det skulle de også være, hvis de skulle gøre kunsten efter fra sidste U12 stævne, hvor tilbagemeldingen lød på "stævnesejr".
Holdet i dag bestod af Katrine, Frida, Emma, Yasmin, Freya og Majken - og modstanderne var stort set de samme som sidst. Dog havde BBB trukket sig (udeblev vist sidst) og ind var sat endnu et Vindinge-hold.


Pigerne lagde ud mod de stribede fra OB. Her var ingen slinger i valsen. Pigerne fik en fremragende start. De spillede bolden flot rundt og udnyttede enhver chance og de første 3 point var sikkert hjemme. Slutresultatet blev 4-0.
Så gjaldt det de sydfynske piger fra Tårup. Et godt hold - det havde vi set. De startede også deres dag med en stor sejr. Men igen overraskede BM-pigerne med flot spil. Kampen bølgede frem og tilbage. Der var spænding til sidste sekund, hvor det helt mirakuløst lykkedes Frida at sende bolden i mål. 1-0 til BM.
På papiret hed modstanderen BBB, men her var, som tidligere nævnt, indsat endnu et Vindinge hold. Om det var dét hold, vi tabte til i forrige weekend, eller om det var et andet. Det havde vi svært ved at gennemskue - men det var et godt spillende hold. Vi kaldte dem "de små fra Vindinge", da det andet Vindinge hold var stærkt besat af "store piger". Igen viste BM-pigerne, at det ikke var tilfældigt, at vi startede året med en "stævnesejr", men også denne kamp blev afgjort i kampens sidste sekunder. Denne gang af Katrine, som meget elegant fik sat bolden i nettet med et brag af et langskud. Tre kampe - 9 point. Humøret var i top. Der føres dog ikke point i denne række af DBU, men det var/er aldeles vigtigt for pigerne, at der føres regnskab med, hvem der ligger nummer 1 osv... Bare for vores egen fornøjelses skyld.
I dagens fjerde kamp var det "de store" fra Vindinge, som stod over for BM-pigerne. Her fik BM-pigerne desværre blæst håret bagud. Der var ikke gået mange sekunder før det første mål var sat ind. Og inden vi nåede at omstille os, var vi bagud med tre mål. Pigerne kæmpede dog alt hvad de kunne, og fik da også sat et par "kasser" ind i modsatte ende, men kampen stod ikke til at redde. Dagens første og sidste nederlag var en realitet. "De store" fra Vindinge var tydeligvis glade for denne sejr - men efter flere uafgjorte kampe, kom de "pointmæssigt" ikke til at udgøre en trussel for os.
I næstsidste kamp mod Faldsled/Svanninge begyndte trætheden at melde sig hos nogle af pigerne. Der blev produceret den ene chance efter den anden - men bolden ville bare ikke ind. Igen en rigtig gyser, hvor nerverne sad udenpå tøjet indtil sidste minut, hvor BM-pigerne heldigvis fik sat punktum for kampen. Den endte 1-0.
Som Maya og Bruno berettede om sidst, så blev der også i dag regnet på og diskuteret om, hvordan sidste kamp kunne og måtte gå - for at vi også kunne komme hjem med en "stævnesejr". Lidt overraskende, så var de ikke "de store" fra Vindinge, der udgjorde vores største konkurrent (med tre uafgjorte kampe), men derimod Tårup, som havde 12 point ligesom os. Vi trøstede os med, at vi var bedre indbyders:-)
Sidste kamp mod Dalum endte 3-1, hvoraf det ene mål var ren foræring. Men foræring eller ej - så var endnu en "stævnesejr" hjemme og det var 6 tilfredse piger der gik til omklædning.:-))
Godt spillet piger!
                             

Ingen kommentarer:

Send en kommentar