søndag den 9. december 2012

Så blev det endelig d. 4. december


Endelig blev det tirsdag d. 4. december. En tirsdag, hvor der ikke bare var almindelig træning på programmet. Idag skulle vi også spise pizza sammen og se videoklip fra nogle af vores kampe - fra den forgangne sæson. Som I nok husker, var det tidligere blevet annonceret, at der skulle arbejdes for at være med. Adgangsbilletten til arrangementet var et vist antal solgte lodsedler. Et koncept der blev taget godt imod. Der er i hvert fald blevet solgt lodsedler i lange baner. Fra vores kasserer er meldt ud, at vi tilsammen i U12 pigegruppen har solgt lodsedler for over 11.000 kr. Heraf går selvfølgelig en stor del til klubben. Men et par tusinde kroner er der da gået ind på holdkassen:-)


Humøret var i top - både før, under og efter træningen. Og efter et dejligt varmt bad, troppede pigerne op i klubbens cafeteria, hvor en flok forældre (Tine, Lone, Lilian, Anne og Alvin) var klar med den helt store pizza buffet. Med røde kinder og god appetit blev bunden lagt, mens der blev hygget og grinet rundt om ved bordene.

Imens stillede Bo an med sit video show. Spændingen var stor - vi skulle jo se os selv på film. Det var en fin oplevelse for pigerne. Det blev hujet, klappet og delt små præmier ud, når de fede tricks, de sjove episoder og de flotte mål blev vist. Og i baggrunden sydede og poppede popcornmaskinen på fulde tryk.


Tak for en sjov og hyggelig aften - piger. Også tak til Tine, Lone, Lilian, Anne og Alvin, for hjælpen med arrangementet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar