torsdag den 5. juli 2012

Marienlyst Pige Cup 2012 nærmer sig


Selvom vi nærmer os ferietid og muligheden for en velfortjent (lille) pause fra fodbold træningen, så er der masser at glæde sig til efter sommerferien. Allerede den 18. august kommer det første store arrangement idet der afholdes Marienlyst Cup på hjemmebane. For første gang nogensinde så har pigerne fået deres helt egen Marienlyst Pige Cup, hvor hele lørdagen er tildelt pigerækkerne. Og lad det være sagt med det samme; der bliver tryk på hele dagen, idet banekapaciteten bliver udnyttet til det yderste. Der er stort set udsolgt i alle rækker, hvor specielt U12 pige rækkerne har tiltrukket spændende hold fra hele landet – ja endda helt fra Sverige.
Faktisk bliver U12 rækken Danmarks uden sidestykke det stærkest besatte pigestævne i Danmark i 2012. Her er lykkedes at samle mange af de bedste hold fra Jylland, Fyn, Sjælland og København. I flæng kan nævnes Randers Freja, Vejle, Kolding, Brøndby, HIK, Greve, Ølstykke krydret med spændende hold som Team 10 (overbygningshold fra Ikast) og Kvarnby IF fra Malmø. Hele deltagerfeltet i u12a rækken kan ses på grafikken til højre.
Det bliver spændende at se om de mange ”udenlandske hold” kan vippe de stærke fynske hold af tronen. Ved BM Cup 2011 var det de fynske hold Tåsinge og Marienlyst som indtog podiet i nævnte rækkefølge. Vi håber selvfølgelig på en gentagelse, dog med modsat fortegn mellem Tåsinge og BM.
I år er det lykkedes at stable en U12b række på benene og også her kan vi med glæde konstatere at mange interessante hold har fundet vej til Odense. Bl.a. Gauerslund fra Jylland som kunne præstere ikke mindre end 134 piger til deres Pigeraket arrangement i april. Imponerende fremmøde.
I de øvrige pigerækker U15 og U10 er vi også tæt på at melde alt udsolgt, så rammerne for et godt stævne kan ikke være bedre.  Håber at rigtig mange piger og forældre allerede nu har reserveret denne dag. Dels får vi brug for en masse dommere og hjælpere - og dels skal vi give alle de gæstende hold en forrygende oplevelse til Marienlyst Pige Cup 2012!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar