lørdag den 12. maj 2012

U10: Stiv kuling over Marienlyst

Der har i eftermiddag, over Marienlystcentret, været målt vindstyrker helt op til... -næsten orkan. Men det holder ikke U10-pigerne indendøre, slet ikke vores. Der er i dag, lørdag blevet afholdt stævne på Marienlyst for U10-pige årgangen, og de deltagende hold var Munkebo, Dalum og Marienlyst. KFUM mødte desværre ikke op, så vi blev enige om at spille en dobbeltturnering.
Vores hold bestod af Amalie, Freya, Jasmin, Katrine, Solbjørk og Tiffany - vi lagde ud mod
Munkebo i gult. Pigerne var klart overlegne i denne kamp. Munkebo var presset godt tilbage i banen. Kampen blev vundet med 5-0 (Katrine x 2, Tiffany x 2, Amalie).
Vi var godt klar over, at anden kamp mod Dalum ville blive den sværeste i dag, men at vi skulle få sådan en endefuld, havde vi ikke lige forventet. Dalum var klar fra starten og spillede bolden hurtigt rundt. Der blev spillet fysisk hårdere, end de fleste af vores piger er vant til, så det var lidt af en overrumpling. Men efter nogle hurtige mål i den forkerte ende, fik vi mandet os op igen, men kampen stod ikke til at vinde:-(

I pausen (hvor Dalum og Munkebo spillede) blev pigerne og jeg enige om, at returkampen mod Dalum som minimum skulle spilles lige op, hvilket ikke var urealistisk. Det havde vi trods alt formået på Tingløkkeskolen forrige weekend.
For at klare endnu en runde, nok primært gældende forældre, træner og øvrige tilskuere - måtte der hentes kaffe mm - til at varme os på:-)
I første returkamp mod Munkebo var målet som forhekset. Den ville bare ikke ind og chancerne var mange. Pludselig gik der hul og pigerne fik tur i den. Med flot opspil fra målmanden (Freya) kom de fleste markspillere på scoringslisten. Kampen endte 6-0 (Solbjørk x 2, Jasmin, Katrine x 3). Og så til stævnets nok vigtigste kamp (i hvert fald for os). Pigerne var tændte og selv dommeren (Tiffanys far) havde været omkring holdets taktik, så det kunne/måtte ikke slå fejl. Pigerne var over dem, altså Dalum, fra første sekund og de lagde sig hurtigt i spidsen med en 2-0 føring. Men Dalum fik kæmpet sig tilbage i kampen og pludselig stod der 2-2. Der var spænding for alle pengene. Da Katrine i kampens sidste minut affyrede et langskud, og placerede bolden helt oppe i trekanten på Dalums mål - var det som om, vi et kort øjeblik glemte kulden og de blå læber. Der blev hermed sat punktum og kampens resultat blev 3-2 til os. En kamp der kostede blod, sved og tårer.
Godt kæmpet piger!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar