mandag den 31. oktober 2011

Hvor stort er det at gå ind med OB-stjernerne?

DET ER SÅ STORT...

Efter en flot performance i Tommerup, tog vi med endnu en flok piger på stadion/TRE-FOR Park om aftenen, hvor OB mødte FCK. At kampen endte 1-3 til FCK er en mindre detalje, som ikke er betydningsfuld i denne sammenhæng:-)
For 11 tilfældigt udvalgte piger, BM-PIGER var klar. De skulle være OB superliga stjernernes maskotter ved aftenens kamp - og det var dét, der havde betydning, i hvert fald i aften!

Vi blev vel taget imod af en repræsentant fra Øens hold, og pigerne blev taget med på rundvisning i den store VIP bygning. Forventningens smil var ikke at tage fejl af - det her var stort... Og da klokken endelig blev 18.00, og spillerne løb på banen, assisteret af VORES piger, var ikke et øje tørt:-)
Det blev en uforglemmelig oplevelse for pigerne, og hvis ikke halvdelen havde en drøm om at blive professionel fodboldspiller - så har de det nok nu.
Tak for en god aften og følg med på bloggen. Der lægges nok flere billeder op fra aftenen.

Bo og Lene


søndag den 30. oktober 2011

På børnetræner seminar med pigerne.

Scor mål i børnehøjde

Sådan lød overskriften på DBU Fyns børnetræner seminar, som blev afholdt i dag i Tommerup. Og da vores cheftræner var indbudt som instruktør - fulgte hele pakken af piger med:-)
Ca. 150 børnetrænere fra hele Fyn var mødt op, først til et teoretisk oplæg i hallen, for efterfølgende at se praksis udført på en meget fin kunstgræsbane - med bl.a. vores piger som medie.




Det blev til 1½ times koncentreret træning med masser af spændende øvelser, finter, skud og småspil. Der blev kigget, studeret og noteret rundt omkring hos de inspirerede trænere. Pigerne knoklede på og følte sig som små stjerner:-)

-Og det blev til mange positive tilkendegivelser i løbet af formiddagen...





Seancen blev sluttet af på 1. sal i Tommerups klubhus, hvor der blev budt på pølsehorn og pizzasnegle til de ihærdige piger.
Ingen tvivl om, at rygtet nu lyder, at der trænes seriøst med pigeholdene på Marienlyst:-)

fredag den 21. oktober 2011

Hilsen fra Brasilien

Thit og resten af familien har - under påskud af familieferie - været på fodboldstudie tur i Brasilien. Vi satser på at se masser af ny inspiration og fodboldtricks når Thit vender hjem i næste uge. I mellemtiden en lille hilsen fra familien i det fodboldtossede land:

***

Håber I har det godt, og at det går godt med fodbold træning og kampe både for store og små piger.
Her i Brasilien går det godt. Det er fantastisk, at være af sted. Det er et dejligt land at rejse i og her er mange spændende ting at se. Folk her er meget venlige og glade for børn, det eneste er, at vi skulle have været lært sproget. Det må vi gøre til næste gang.
Vi har set kirker, katedralerr, flot natur og dyreliv, badet på Copacabana og været oppe på toppen af Sukkertoppen og nyde udsigten. Vi får spillet fodbold på stranden, og Thit øver sig både på almindelig tipper, højre-venstre og med hovedet :)

Vi har været inde og se fodbold kamp mellem Botafogo, et af Rio's hold og Bahia, som er Salvador's hold. Det var sjovt at opleve. Tilskuerne går op i det med liv og sjæl, der bliver råbt og skrejet. Kampen var spændende, med både udvisning, straffe og en hel del gule kort. Den endte 2-2. Inden selve kampen, havde vi lige to unger, som måtte klæde om, for at undgå ballade, da de havde andre fodbold trøjer på end Botafogo, altså hjemmeholdet. Her tager man fodbold meget alvorligt.

Har lige været fire dage i Amazone junglen. Det var super spændende, og vi fik oplevet mange spændende ting. Var i en abe park, sejlede på amazone floden, var ude og fiske og besøgte lokale indianer og mange andre ting.

Det her er sidste stop på vores Bras tur, inden vi atter vender næsen
hjemover. Vi glæder os til at jer alle igen, og ikke mindst at få spillet lidt bold.

Kan I have det godt, god efterårsferie, og hils alle pigerne store og små.

/Thit & familien


mandag den 17. oktober 2011

På fodboldskole i OB

Efterårsferien bugner af fristende tilbud og spændende ting at give sig til.
13 friske piger fra vores faste trup har valgt at holde efterårsferie - på fodboldskole i OB.
-Og sikke en start på ugen. Sol fra en skyfri himmel, en flok engagerede trænere, en lækker kunstgræsbane og 68 forventningsfulde fodboldpiger. Det kan da kun blive en fantastisk oplevelse.

Med røde kinder, smil om læberne og lystige fortællinger - kunne pigerne, ved afhentning, berette om spændende øvelser, nye venskaber og nok dagens højdepunkt - autografer fra OB stjernerne:-)
Så med autografer på støvlerne, t-shirten og tasken - og sågar i panden traskede vi tilfredse hjemad efter en veloverstået første dag, og hvis jeg ikke tager meget fejl, tror jeg alle pigerne glæder sig til imorgen!!!

Se endvidere videoklip fra mandagens træning på følgende link;
http://ob-alle.klubcms.dbu.dk/news/newsShow.aspx?id=68234

Lene

søndag den 9. oktober 2011

U11A - Flot punktum for sæsonen

Der blev sat et flot punktum for efterårssæsonen i Stenstrup idag. Med to overbevisende sejre og et meget velspillende hold, kan vi kun være tilfredse.Holdet bestod idag af; Anna, Isabel, Sarah, Sille, Laura, Johanne, Frida, Amalie og Katrine.

For bare lidt over to måneder siden spillede vores piger for første gang på en 7-mands bane. Meget er sket siden da, og det er tydeligt at se, at træningens mange taktiske elementer bliver mere og mere indkorporeret i pigernes spil.

Første kamp mod Dalum endte 2-0 (Anna, Katrine)
Anden kamp mod Stenstrup endte 3-0 (Anna, Katrine, Frida)

Vi fortsætter ufortrødent ude lidt endnu - eller så længe vejret er til det. Men vi ser dog også frem til indendørsturneringens intense kampe:-)
Bo og Lene


lørdag den 8. oktober 2011

u9 stævne i Kerteminde 8/10

Vores nystartede og meget ihærdige u9 piger var lørdag klar til deres 4 stævne. Hidtil er det ikke overraskende mest blevet til nederlag, men denne lørdag blev det gamle ordsprog om "øvelse gør mester" i den grad eftervist. De friske u9'ere har stort set været til træning hver gang siden de begyndte i august og belønningen og kom i dag med 2 flotte sejre:
BM - Birkende: 4-0 (3 x Sille, Chloie)
BM - Kerteminde: 4-3 (3 x Sille, Chloie)

Sille gjorde sig igen godt bemærket med ikke mindre end 6 scoringer ligesom at Chloie scorede sine første turneringsmål - og så endda på sin fødselsdag!.
Dagens spillere var:
Sille, Chloie, Luise, Signe, Tiffany og Karla.

U11b stævne i Nyborg 8/10

Sidste udendørsstævne i denne omgang foregik i Nyborg, hvor optimismen var stor inden stævnet. Der blev i hvert fald gættet på mange sejre i bilen, hvor Solbjørk i vanlig stil underholdte med flere gode historier. Dagens kampe kunne resulatmæssigt dog ikke leve helt op til de optimistiske spådomme inden stævnet, idet vi måtte køre fra Nyborg uden sejr:
BM - KR70: 0-2
BM - Nyborg: 0-4
BM - Kværndrup: 1-1 (Sarah)
BM - Dalum: 0-3
Men resultaterne snyder lidt. Pigerne var spillemæssigt rigtig godt med og viste flere gange god spilforståelse. Det var tydeligt at pigerne virkelig prøver at spille sammen og også lykkedes mange gange med at gøre de rigtige ting. Der er selvfølgelig mange detaljer som skal finpudses førend pigerne for alvor kan holde bolden kørende. Men det skal nok komme. De er på rette spor. At vi kun scordede 1 mål i dag må tilskrives marginaler. Flere gode skud + et par friløbere burde have givet et bedre afkast på den front.
Som sidste detalje fra dagens stævne skal nævnes at Hannah (billedet) slog sig egen rekord i tipninger (10) hvilket prompte skulle noteres i spillerprofil hæftet :)
Dagens spillere var:
Hannah, Mathilde, Sarah, Ida, Kathrine, Freya, Solbjørk, Emilie og Juliane

søndag den 2. oktober 2011

U11b stævne søndag den 2/10

Betingelserne for dagens stævne i Dalum var helt i top med gode baner og flot fodboldvejr. Vi havde modtaget et afbud henover natten, da Sille Marie var væltet på sin cykel og stillede dermed med følgende 9 forventningsfulde piger:

Solbjørk, Juliane, Amaile S, Mathilde, Ida M, Emilie, Sille N, Freya og Hanna D.

Der blev også brug for alle gode kræfter, da stævnet var udvidet til 6 hold og pigerne skulle spille ikke mindre end 5 kampe! Resultaterne blev som følger:

Dalum 2 – BM 4-1 (Sille)
Dalum 1 – BM 3-1 (Juliane)
Fjordager – BM 5-1 (Juliane)
Kværndrup – BM 1-1 (Emilie)
BBB – BM 0-2 (Amalie, Mathilde)

Kampene mod Dalum 1, Dalum 2 og Kværndrup var meget jævnbyrdige og der var chancer i begge ender. Mod Fjordager var vi overmatchet indtil vi var bagud 0-3 og måtte sætte en spiller mere på banen – så udlignede det sig lidt. Mod BBB i den sidste kamp var vi til gengæld ovenpå og burde med en smule mere skarphed have vundet med mere end 2-0. Det sidste mål var i øvrigt en flot scoring af Mathilde (billedet), som i sin befippelse helt glemte at juble og løbe hjem til vores egen banehalvdel J

Trods det faktum vi kun havde en ”rutineret” spiller (Amalie) med i truppen, så var der momentvis gode spilsekvenser og fin spilforståelse at spotte. Det kniber selvfølgelig stadig med holde/huske sine roller – specielt når trætheden melder sig - ligesom at bolden heller ikke altid opfører sig forventet, men vi får spredt spillet ud mange gange og prøver også på at spille sammen. Vi indkasserer også en del mål på vores igangsættelser fra målmanden, men det er en fase vi skal igennem, da trænernes vurdering er at pigerne lærer meget mere, når vi spiller den ud fra målmanden - frem for at sparke hver gang.

Endelig skal dog også nævnes at vi måske har fundet et nyt målmands talent i form af Solbjørk som stod 2 kampe. Sjældent har vi set en u11 pige med så meget mod på den post og det blev til flere fine redninger.

Alt i alt en god formiddag på Dalum’s baner og så er det jo aldrig en dæmper for humøret at slutte af med en sejr J